Menu

FIT & fast

For at vinde fodboldkampe skal man være dygtig både teknisk, taktisk, mentalt og fysisk. Fundamentet for kunne dygtiggøre sig, er en skadesfri krop.  Den overordnede målsætning er at forebygge de skader, som typisk opstår indenfor fodbold. Dette ved at arbejde fokuseret efter tre mål: stærkere spillere, hurtigere spillere og færre samt kortere skadesforløb. 

I HGI, det nuværende Hillerød Fodbold, har vi det siden januar 2015 arbejdet med etableringen af projektet ’FIT and Fast’. Projektet har til formål at skabe et optimalt fysisk fundament for alle HGI’s talentfulde pige- og damefodboldspillere. Skader i fodboldverdenen er udbredt, og især hos kvinder, hvorfor vi så det nødvendigt at optimere vores indsats og forny vores tilgang til skadesforbyggende træning.

Navnet FIT (force-injurycare-tests) and Fast bærer de vigtigste elementer i vores fysiske målsætning.

 

Force

Er vores styrke og stabilitet. Stabilitetsdelen handler først og fremmest om at etablere en stærk core. En stærk core medfører en god kropsholdning og forbedrer balancen og er grundstenen for en sund krop uden skader. Styrkedelen handler om at få stærkere spillere og derfor har vi lagt ekstra fokus på styrketræning. I efteråret 2014 var fokus primært på formel styrketræning, men som spillere blev mere stabile og fik et større kendskab til styrketræning, har vi bevæget os over i mere funktionel styrketræning.

 

Injury care

Behandlingsdelen udspringer ud fra, at vi tilstræber et hurtigt optimalt genoptræningsforløb. Bl.a. ved en hurtig diagnosticering efterfuldt af et hurtigt igangsat genoptræningsforløb sammensat med en korrekt træningsdosering. Vi screener spillerne for at kunne vurdere, hvorvidt spillerne er i stand til at træne med vægte eller ej eller om de kan deltage i alle øvelserne - med henblik på at skabe den mest optimale progressive fysiske udvikling for alle spillere.

 

Tests

For at sikre os, at den valgte træning er optimal og brugbar, tester vi spillerne. U17 indgik i foråret 2015  i et test-pilotprojekt med at starte udviklingen af et testbatteri, hvor yoyo-testen fortsat indgår samt flere test af styrke og eksplosivitet. Vi er på nuværende tidspunkt i gang med at udvikle testbatterier, som udformer sig specifikt til hver enkelt årgang.

 

Fast

Begrebet ’Fast’ dækker over hurtigere og bedre koordineret spillere. Hurtighed trænes både som en kombination af den funktionelle styrketræning (ofte dynamisk) og formel sprint-/hurtighedstræning. ”Fast” handler ikke kun om det velkendte ”hurtige fødder”, men i høj grad om korrekt koordination ifm. træning i stiger. Endvidere så skal ”Fast” være med til at bevidstgøre om, hvordan og hvornår vi træner henholdsvis: acceleration - maksimal løbehastighed – opretholdelse af løbehastighed.

Alle kategorier går hånd i hånd. Selvom fodboldkampene, måske, vindes på baggrund af elementerne i ’Fast’ kategorien, vil spillerne, uden fundamenterne i ’FIT’ kategorien, ikke opnå en optimal fysisk tilstand og på den måde vil elementer i ’Fast’ miste sin betydning. Dermed er vores koncept og træning opbygget som en kombination af disse to elementer

 

U12 + U14: Det er vigtigt for denne aldersgruppe, at de finder ud af, hvor vigtigt stabilitetstræning er. Fokus er primært at stabilisere deres core og knæ, så de dermed klargøres til at kunne være i stand til at arbejde mere dynamisk.

 

U16: Her begynder vi at arbejde mere dynamisk både med core, knæ og hofte. Nu begynder stabilitetstræningen og blive rigtig vigtig ift. skader.

 

U18 og senior: Det dynamiske forsætter, og der er flere gentagelser i de forskellige øvelser. I denne aldersgruppe er det vigtigt, at stabilitetstræning så vidt muligt kombineres med styrketræning.