Menu

Jule- og nytårshilsen fra formanden

image
23. december 2017 kl. 22:18

December 2017

Kære alle

Inden længe sænker julefreden sig. Endnu et forrygende år i Hillerød fodbold er ved at løbe ud, og sikke et år vi har været igennem, et år af historiske dimensioner. For første gang er senior 1 divisionshold. Alt gik op i en højere enhed en juni eftermiddag i Kastrup, og så var der fest, kan jeg forsikre alle om. Det er vi også gode til i Hillerød Fodbold.

Festen blev afløst af en kort hektisk sommer, hvor vi som klub skulle vænne os til en masse ny praktik omkring vores organisation og fysiske rammer. Vores bane 2, hvor vi afvikler senior 1 kampene, blev udvidet i perfekt samarbejde med Hillerød Kommune. I det hele taget et helt nyt set-up kom på plads og har vist sig fuldt funktionsegnet. Tak til alle jer der medvirker til dette ved hver hjemmekamp, en særlig tak dog til Karina og Katrine som tovholdere.

Omkring de fysiske ramme er der igen i år sket en del på Hillerød kommunes hovedstadion. Fitnessrummet er færdiggjort, hvilket betyder at vore spillere nu kan benytte lokalet før eller efter træning og få tilført fysiologisk/skadeforbyggende træning på et gulv, der er beregnet til præcis den type træning. Det skal også nævnes, at der er fundet midler til udskiftning af facaden og dørene på de udvendige omklædningsrum. Dette arbejde er grundet ventetid på netop dørene forsinket og påbegyndes i januar. Det bliver et kæmpe løft, da det i sandhed ikke er noget kønt syn i dag og noget vi længe har været rigtigt kede af, men igen har Hillerød Kommune været en aktiv & kreativ medspiller, mange tak for det.

Jeg er sikker på, at alle der ofte færdes på stadion har lagt mærke til den forvandling vores klubhus har været igennem henover sommeren. Friske og initiativrige folk som Henrik Emil Hansen, dennes kone Kirsten og deres datter Mia, Kirsten Behrmann og ikke mindst allestedsværende Jannie Carlsen, der igen i år vist nærmest har været mere i
klubben end derhjemme, har ydet en kæmpe indsats, som vi ikke kan takke dem nok for. Det er ganske enkelt enestående, at de har valgt at bruge så meget af deres fritid på at stå for denne makeover. Det er blevet så flot, tusind tak for det venner.

I børneudvalget og i bestyrelsen har vi sat ekstra fokus på de yngste årgange. Vi vil herfra skabe en klubkultur, der rummer både bredde og noget mere end det, hvor man kan spille bold med gutterne lidt for sjov, hvor der er plads til andre ting end fodbold, men der er også et tilbud til dem der vil give gas, der vil træne 3, 4, 5 gange om ugen, som
bliver så gode at større klubber end Hillerød Fodbold er næste destination. Vi vil være en klub der kendes på et spændende og udviklende træningsmiljø.

Vi ønsker at dette miljø fastholdes helt frem til senior, så vi er i stand til at byde vores drenge velkommen hjem også efter de har været ude i større klubber og vælger at komme hjem for igen at spille i den orange Hillerød trøje. Vi vil rumme både bredde og noget mere, da vi ikke mener det ene udelukker det andet. Vi vil være en hel klub med
sjæl, hjerte og plads til alle.

Hillerød Fodbold er i en positiv udvikling. Vi i bestyrelsen vil arbejde for at dette forsætter også i det kommende år, vær sikker på det.

Jeg ønsker alle i og omkring klubben, spillere, trænere, ledere, forældre, bedsteforældre, alle der har deltaget som frivillig til det ene eller andet arrangement, vi har afholdt i årets løb, børneudvalg med flere, en rigtigt Glædelig og Fredfyldt Jul samt et Lykkebringende Nytår.

John Franzen - Formand Hillerød Fodbold.

Luk