Menu

Kampreferat Hillerød Fodbold - Slagelse

image
01. september 2019 kl. 12:26
Dagens kamp på Selskov Stadion stod mellem Hillerød Fodbold og Slagelse B&I.
Kampen startede næsten vanen tro med at Hillerød Fodbold satte sig på spillet og kombinerede sig flot rundt på banen og Slagelse B&I havde rigeligt med at stå godt på banen og forsvare deres mål. Og allerede i kampens 4 min. fik Hillerød Fodbold det første af mange hjørnespark. Bolden blev slået hele vejen igennem Slagelse B&I straffesparksfelt, hvor Tobias Bis Andersen tæmmede bolden og fik den slået hurtigt tilbage i feltet hvor Jonathan Witt fik hovedet på. Men desværre uden det nødvendige held - det var et tydeligt tegn på at Hillerød Fodbold var kampstyrende og Slagelse B&I prøvede at følge med. Efter 15 min. spil fik Lasse Spaniel presset Slagelse B&I's centralforsvar og fik erobret bolden og så gik det i fuld sprint ned mod målet med 2 Slagelse B&I spillere halsende efter - desværre gik Lasse Spaniels afslutning tæt forbi den ene opstander og desværre stadig 0-0. Men Slagelse B&I ville også være med og da Hillerød Fodbolds målmand Rasmus Lyng var i gave humør slog han fra en total upresset situation bolden direkte ud i fødderne på Slagelse B&I's Tarik Mourhrib og den gave lod han ikke gå fra sig. Så han afdriblede målmand Rasmus Lyng og kunne stille og roligt trille bolde over stregen til 0-1 til Slagelse B&I, totalt mod spillet og chancerne. Men heldigvis var Slagelse B&I's målmand også i gavehumør og han skulle allerede 2 min. senere miste bolden via et hårdt pres fra Lasse Spaniel og så kunne Lasse Spaniel bringe balance i målregnskabet, 1-1 og så var Hillerød Fodbold tilbage i kampen.
Igen i dag skulle den offensive højre back Simon Sharif komme til flere fantastiske indlæg. I kampens 25 min. blev Simon Sharif spillet godt i dybden og Simon Sharif valgte at sparke i fuldt løb og via af et klasseindlæg fandt han den fremadstormende Tobias Bis Andersen inde foran Slagelse B&I's mål, men desværre igen uden det fornødne held. Dagens venstre back Mathias Johnsen ville også vise sig frem og via en Slagelse clearing fra deres felt, kunne Mathias Johnsen tæmme bold til sig selv med brystet og afslutte med et meget flot langskud, der dog gik over mål.
Men Hillerød Fodbold blev ved og ved med at udfordre Slagelse B&I's forsvar. Den næste som prøvede var den altid godt driblende Essam Salamoun - forholdsvis let driblede han sig forbi sin direkte modstander og videre ind i feltet, ned til baglinjen og herfra fandt han Tobias Bis Andersen, som desværre denne gang ikke fik et rigtigt traf på bolden. Næste Hillerød Fodbold forsøg kom fra den evige trussel Lasse Spaniel.
Endnu en clearing af Slagelse B&I's forsvar som Lasse Spaniel tæmmede med brystet og first timede mod mål, men desværre igen lige over mål.
Det trak gevaldigt op til en Hillerød Fodbold scoring, så det tegnede på en god 2. halvleg til Hillerød Fodbold.
2. halvleg startede som 1. halvleg sluttede, Hillerød Fodbold på bolden og Slagelse B&I som forsvarede deres mål.
Den drible stærke Essam Salamoun forsøgte sig igen i 2. halvlegs 11 min. men desværre gik bolden i sidenettet. Men det smagte af mere og mere fra Hillerød Fodbold. Og allerede 2 min. senere skulle dagens første venstrebens afslutning fra Tobias Bis Andersen, men denne gang kunne Slagelse B&I's målmand klare skuddet. Men Hillerød Fodbold blev ved med at tro på sagerne og på at den forløsende scoring nok skulle komme - Lasse Spaniel erobrer bolden midt på banen og sætter fart mod Slagelse B&I målet, bolden bliver overtaget af Luca De Biase, hvis afslutning går tæt forbi Slagelse B&I's mål - kæmpe chance og her burde det nok havde stået 2-1 til Hillerød Fodbold. Allerede i samme minut, blev bolden igen igen slået ud på en fremstormende Simon Sharif, hvis gode indlæg igen førte til en Hillerød Fodbold afslutning - denne gang fra Essam Salamoun. Men så skulle føringsmålet endelig komme - godt defensivt arbejde på midten af banen, Lasse Spaniel sætter fart mod Slagelse B&I's mål og finder med en stikning Simon Sharif, som afslutter første gang tæt på den nærmeste stolpe - 2-1 til Hillerød Fodbold til stor jubel for Simon Sharif og de øvrige Hillerød Fodbold spillere. Dette var selvfølgelig også til hjemmeholdets tilskuere og flere gamle Hillerød Fodbold koryfæers store jubel. Så gik luften lidt ud af kampen - Hillerød Fodbold havde det resultat de gerne ville have og Slagelse B&I kunne ikke skabe noget der lignede en chance. Så man skulle helt frem til kampens 81 min. før den næste store chance faldt til Hillerød Fodbold. Jonathan Witt og Lasse Spaniel kombinerede sig flot frem på banen og spillede Luca De Biase helt fri med Slagelse B&I's målmand, men desværre gik hans studs afslutning fra en forholdsvis spids vinkel tæt forbi målet igen. Og så skete der det som ikke måtte ske - Slagelse B&I slår en kontra i kampens 82 min. Bolden bliver slået bagerst i feltet og hovedstødsafslutningen fanger Hillerød Fodbolds målmand Rasmus Lyng, men heldigvis når Rasmus Lyng tilbage og får slået bolden ud til hjørnespark - dette var faktisk Slagelse B&I's eneste store mulighed i dagens kamp.
Og så skulle dagens tilskuere lige have endnu en Hillerød Fodbold scoring at gå hjem på. Hillerød Fodbold styrer begivenhederne og tempoet i kampen. Pludselig skruer man tempoet op og finder en Saad Abbouch inde foran målet og han kan med et fint aflæg finde Tobias Bis Andersen i fuldt løb og han kan med VENSTRE benet afslutte uden for målmandens rækkevidde til en stensikker og velfortjent 3-1 sejr til Hillerød Fodbold.
Stor indsats af en altid hårdt arbejdende Marinus Grandt på midtbanen.
Som altid solide indsatser fra både Jonathan Witt og Magnus Klarskov. Fantastisk samarbejde de har fået oparbejdet efterhånden.
Simon Sharif skal også nævnes for sine utallige løb til baglinjen og rigtigt mange flotte indlæg.
Desværre kom der også lidt malurt i dagens kamp - Philip Lindgaard som blev ind skiftet i kampens 65 min. måtte lade sig udskifte igen i kampens 67 min. med hvad der lignede en gammel knæskade - god bedring til Philip Lindgaard herfra.
Tillykke til dem, som havde spillet på dagens resultat og holdt fast på at Hillerød Fodbold ville få scoret det 3 mål, som ville sikre deres odds ville gå hjem. 
Dagens kamp startede med at hylde dagens 100 kamps jubilar - Tobias Bis Andersen. Tillykke herfra.
Status : 6 kampe og 12 point.
Mål :
17 min. 0-1 Tarik Mourhrib.
19 min. 1-1 Lasse Spaniel.
60 min. 2-1 Simon Sharif.
89 min. 3-1 Tobias Bis Andersen.
Udskiftninger :
65 min.: Marinus Grandt ud og Philip Lindgaard ind.
65 min.: Essam Salamoun ud og Saad Abbouch ind.
67 min.: Philip Lindgaard ud og Maksym Fitel ind.
Næste kamp er en pokal kamp tirsdag den 3 september på hjemmebane mod Næstved BK fra 1. division kl. 17.15
Næste turneringskamp bliver også på hjemmebane mod Vanløse fredag d. 6 september kl. 18.00
Vi glæder os til at se Jer.
Luk