Menu

Velkommen til klubbens nye fysioterapeut Mikkel Thorsen

image Fysioterapeut Mikkel Thorsen (tv) og CEO Jesper Lolk-Nielsen fra Secma vil sparre sammen, så spillerne i klubben kan få den bedste skades behandling.
PB
15. september 2020 kl. 22:05
2. divisions truppen og ungdomsholdenes nye fysioterapeut Mikkel Thorsen vil sparre med medicoprodukt firmaet Semca, så spillerne kan komme sig hurtigere, når de bliver skadet

-At være med til at hjælpe spillere til at nå deres mål, er det bedste jeg ved. Og jeg glæder mig, så meget til at tage fat, siger Hillerød Fodbolds nye fysioterapeut Mikkel Thorsen, der kender klubben godt, da han har spillet både U19 og hans første senior år i Hillerød Fodbold. Siden er han blevet uddannet fysioterapeut med speciale i sportsfysioterapi. Han har de seneste fire år arbejdet på træningscenteret FysioDanmark, og har bl.a. været tilknyttet Nordsjælland Håndbold.

-Foruden at stille diagnoser for første senior spillerne og ungdomsholdene, så kommer jeg til at lave workshops om skadesforbyggende træning for klubbens trænere, så de kan tilrettelægge deres træning og særligt opvarmningen, så det forebygger skader, fortæller Mikkel Thorsen.

Effektiv skadesbehandling

For at optimere spillernes mulighed for effektiv skades behandling vil Mikkel Thorsen sparre med klubbens platinpartner Secma - Medical Innovation. De forhandler diagnostik- og behandlingsudstyr til fodboldklubber i Norden, og har et sortiment der bl.a. består af ultralyds scannere, laser- og shockwave-udstyr samt produkter til kulde- og kompressionsbehandling. 

Secma har et stort netværk af sundhedsfolk, der arbejder med behandling af fodboldskader, og det netværk kan Mikkel Thorsen drage stor nytte af, når han diagnosticerer Hillerød Fodbolds spillere og laver genoptræningsprogrammer til dem.

 -Vi glæder os til at samarbejde med Mikkel Thorsen, og bidrager gerne med vores viden indenfor diagnostik og behandlings muligheder af de enkelte spillere i klubben, fortæller CEO Jesper Lolk-Nielsen fra Secma.

Mikkel Thorsen vil fremover arbejde med 2. divisions truppen hver mandag og torsdag, og er til rådighed for U10-U19 drenge og U18 piger hver onsdag.

Luk