Menu

Børnefodbold i fokus: Hillerød Fodbold stolt ny DBU Børneklub

image
10. december 2023 kl. 09:16
DBU Sjælland peger på Hillerød Fodbold som en vigtig partner på rejsen mod mere glæde og leg blandt de yngste årgange i dansk fodbold

I sidste uge blev Hillerød Fodbold officielt anerkendt som en DBU Børneklub, hvilket udgør et kvalitetsstempel for vores vedholdende og målrettede arbejde med de yngste aldersgrupper i klubben. DBU Børneklubben henvender sig til klubber og klubledere, der ønsker at prioritere børnefodbolden og samarbejde med DBU for at forbedre børnemiljøet i deres klub.

"Ved at bære titlen som DBU Børneklub demonstrerer vi vores dedikation til børnefodbolden. Det indebærer, at vi fortsat vil fokusere på at forbedre vores tilbud til klubbens yngste medlemmer for at sikre et sundt og udviklende miljø for alle vores fodboldspillende børn. At opnå denne anerkendelse som DBU Børneklub har været en højt prioriteret målsætning for klubben," udtaler Simone Rich, klub- og talentchef.

Fokus på glæde og leg

En af de væsentlige faktorer i DBU Børneklub er spillernes trivsel på holdet.
-Fokus på resultatet af den enkelte kamp eller på placeringen i puljen er ofte alt for dominerende hos de voksne trænere, ledere og forældre i børnefodbolden. Det skal være glæde og leg, der styrer udviklingen i børneårgangene, siger DBUs børnegruppe

I bestræbelserne på at opnå status som DBU Børneklub ønsker klubben at takke medlemmer, frivillige, trænere, børneudviklingstræner Lasse Egelund, ungdomsudviklingstræner Jesper L og især vores afgående klub- og talentchef Simone Rich, der har været en utrættelig primus motor i forløbet hen mod godkendelsen som DBU Børneklub.

Vi vil ligeledes gerne rette en stor tak til DBU Sjælland og børneklubrådgiver Henrik Oksholm for deres tillid, konstruktive dialog og løbende støtte.

Læs mere om kriterierne til DBU Børneklub HER

Fra venstre Dorte Meldgaard, formand for Hillerød Fodbold, Henrik Oksholm fra DBU Sjælland og klubbens afgående klub- og talentchef Simone Rich.

 

Luk